Paul Høm tog efter uddannelsen på Akademiet afstand fra den nye, fransk inspirerede kolorit og kastede sig i første hånd over figurmaleriet, sandsynligvis direkte influeret af læreren Aksel Jørgensen. Efter en række sommerophold, begyndende i 1930 på Christiansø, slog Høm sig i 1943 ned i Gudhjem, hvor det nære venskab med bl.a. Helge Nielsen og det høje lys påvirkede hans farvesyn. Med basis i en stærk og lys kristen livsindstilling blev motivkredsen næsten udelukkende hentet i den religiøse verden og i beretninger fra det nære familieliv, hvor kone og børn i en række arbejder har fået monumental form i direkte paralleller til tidligere madonnafremstillinger, sådan som det allerede ses i billedet Hannah og Samuel, hvor motivet fundatsmæssigt skulle have gammeltestamentligt indhold, men hvor Høms præmierede billede igen blev hentet fra den nære hverdag. Høms kunst er trods den barokinspirerede, tunge komposition og det næsten panteistiske symbolindhold gerne holdt i kraftige, lysende farver med stærke komplementærvirkninger, selvom paletten i de seneste af arbejdsårene er blevet mere pastelagtig. De mange kirkeudsmykninger er oftest udført i tæt samarbejde med arkitekten Rolf Graae og mange i et kunstnerisk nært samarbejde med hustruen Lisbet Munch-Petersen. I Høms tegninger, hvoraf de fleste er udført i sort tusch, fremkalder han med enkle virkemidler den stærke, dramatiske effekt gennem anvendelse af voldsomme skraveringer og af laveringer i forskellig tæthed.