Claus Johansen indtager en særstilling i den bornholmske kunst. I lokal sammenhæng fremføres han ofte som det miskendte geni, der endnu afventer sit gennembrud. På trods af den til en vis grad selvvalgte isolation, hvor han levede på et utæt loft og ernærede sig som daglejer og børstesælger, var hans kunstneriske virke imidlertid ikke upåagtet. I 1938 fremhævede Oluf Høst hans maleriske kvaliteter i et avisindlæg, og især den tyske kunstsamler Herbert von Garvens viste stor interesse for ham. Trods disse kontakter var han uinteresseret og upåvirket af de kunstneriske strømninger omkring ham. Han malede i sin egen opfattelse blot naturen af. Hans billeder er ikke bare lyriske skildringer, men skaber gennem en stærk forenkling og nedtoning af form og farve et dramatisk rum, hvor menneskets spor er underkastet naturens luner. Oftest arbejdede han i små formater på andre kunstneres tiloversblevne lærredsstumper eller på masonite, men selv i det lille format formåede han at nedfælde den naturens tavshed, der også kendes fra Vilh. Hammershøjs og L.A. Rings værker. En række tegninger, stærkt præget af japansk tuschmaleri, og et tidligt kunstnerfoto vidner måske om en stadig ukendt baggrund, fra tiden før han slog sig ned på Bornholm omkring 1914.